Sund uden rygrad
I morges sagde jeg (IGEN) til Kim, at nu skal jeg snart til at være mere sund. Vi skal på solferie om en måneds tid, og jeg kan på ingen måde vise mig i badetøj med den figur jeg render rundt med nu. Og jeg er faktisk ret træt af de lidt for mange ekstra kilo, der er på mave og kinder lige for tiden. Jeg ved, at når jeg spiser sundt og får bevæget mig, så kommer energiniveauet op. Det burde jo være en glimrende motivationsfaktor i sig selv, men min rygrad vil bare ikke være med lige for tiden. Og jeg tror godt jeg ved hvorfor: jeg er presset. Jeg er ikke stresset, jeg er ikke ved at gå til over hvor hårdt det er at have børn og få en hverdag til at hænge sammen. Jeg lever i det og elsker mit liv, men derfor er jeg alligevel en smule presset af det. Presset kommer mest fra mig; jeg vil gerne shine på ALLE områder, og det kan jeg bare ikke. SÅ hver gang jeg failer (og det er jo faktisk ikke at faile, hvis man ikke får lagt tøj sammen, vel!?) så slår jeg mig selv oven i hovedet med det. Det kommer straks på min indre shame-liste, hvor jeg husker alle de ting jeg IKKE får gjort, men tit lige glemmer at give credit får alt det jeg gør. Eller at give mig selv lov til at gøre ingenting.
Men tilbage til min feriekrop så kan jeg jo godt se, at det er lige lidt for kort varsel jeg giver mig selv nu, i forhold til at nå det mål jeg gerne vil. Og jeg tåler måske ikke den dårlige samvittighed, det giver lige nu. Så nu har jeg besluttet mig at være i det. At acceptere, at selvom jeg ikke er helt glad for min krop lige nu, så er den helt fin. Som en kollega sagde, da jeg bragte emnet på bane over rundstykker med pålægschokolade: ”mit hjerte ligger bare lidt blødere nu”. Det var så fint sagt, synes jeg. Og så skal jeg jo ikke på ferie med en flok top-modeller. Det tror jeg i hvert fald ikke. Jeg er ret sikker på, at det der charter og bamseklubs-halløj også tiltrækker andre børnefamilier, med mødre der har født og fædre der kun får den træning det giver, at kaste rundt med små børn hjemme i stuen (altså tumleri, ikke kast ind i væggen eller noget ;-)). Og de får sgu nok heller ikke al den søvn de gerne vil have eller nok broccoli i deres kost. Og så kan vi stå sammen der i børnepoolen med kroppe, der buler lidt for meget ud på de forkerte steder, med mærker og streger man ikke havde som 20-årige, og observere vores små vidunderlige børn og tænke, at vi jo faktisk hellere vil have et liv med deller og små elsklinger end et liv med perfekte kroppe og overskud.
Og hov, når jeg så læser den sidste sætning, så tænker jeg at jeg da vist hverken havde perfekt krop eller konstant overskud før jeg fik børn – så det der med manglende rygrad er nok bare en bygningsfejl.
Alt i alt, så vil jeg gerne være sundere, og lidt slankere. Det fortjener jeg selv, og mine børn fortjener en mor, der passer på sig selv, så hun kan være aktiv sammen med dem i mange år. Og jeg ved godt at det sagtens kan lade sig gøre. Med meget små greb i hverdagen. Og det skal nok komme. I små skridt og snart. Uden dårlig samvittighed. Det er planen.
