Den svære jobsøgning
Som jeg har skrevet tidligere, skal jeg igen i år på jobjagt. Jeg er ansat i et barselsvikariat som jeg er glad for, men jeg glæder mig til at finde min plads i en fast stilling, hvor jeg kan fokusere på mit job frem for at bekymre mig om min fremtid. Og jobsøgningen er i gang. Endelig er der begyndt at dukke relevante muligheder op, der tænder mit HR hjerte og min passion for at bidrage med mine mange kompetencer. Men det er skisme svært. Når jeg læser et stillingsopslag, kan jeg straks se mig selv i rollen, og er ikke i tvivl om at jeg vil kunne passe godt ind. Men det svære kommer, når jeg skal skrive ansøgningen, for det falder mig ikke naturligt at skulle sælge mig selv. Især ikke med erfaringen fra min tidligere arbejdsgiver, der mildt sagt fik trykket min selvtillid i bund. Jeg er ovenpå igen og ved, at jeg er dygtig og har meget at bidrage med – det er bare svært at få ned på papir. Det er ironisk set i lyset af, at jeg rent faktisk brugeren del tid på at hjælpe andre med deres ansøgninger. Jeg har holdt oplæg for ledige flere gang omkring processen, og jeg kører en lille karma-konto-ting, hvor jeg hjælper dem jeg kender med sparring på deres ansøgninger. Jeg elsker at hjælpe, og når jeg kan se på en ansøgning med objektive øjne og kendskab til den person, der søger job, kan jeg sagtens se hvilke kompetencer, der skal fremhæves og hvilke ting der skal fokus på. Men når det kommer til mig selv, går jeg lidt i baglås. Min entusiasme for jobbet falder i baggrunden og jeg begynder at tvivle på mine egne evner, og får svært ved at skrive noget godt. Ret irriterende, når jeg ser mig selv som en kommunikationsnørd, der elsker at skrive.
Heldigvis overvinder jeg altid mig selv, og kommer oftest i mål med at få lavet en god ansøgning. Det har jeg også gjort her til aften. Og i sidste uge. Begge til jobs jeg virkelig VIRKELIG gerne vil have. Så nu er det bare med at få krydset de fingre og sende gode tanker ud i universet. Eller nok egentlig bare at tro på, at de potentielle arbejdsgivere kan se de kvaliteter, som jeg VED jeg kan bidrage med.
Og så lige en ekstra ting….
Det undrer mig hver gang, hvilke tanker, der rent faktisk går gennem mit hoved, når jeg skal søge job. Af en eller anden grund er det vigtigt for mig, at få skrevet at vi har et godt netværk med bedsteforældre, for at fortælle potentielle arbejdsgivere, at jeg ikke er sådan en der har mange barnets første sygedage. Og jeg læser mange ansøgninger igennem i mit virke og ser gentagne gange at kvinder kommer ind på netop dette. Nogle jeg taler med, overvejer også om de skal skrive, at de ikke skal have flere børn, så en arbejdsgiver ikke skal bekymre sig om en barsel. Jeg ser ikke nogen mænd, der nævner bedsteforældre og pasning, for jeg tror simpelthen ikke, at det er noget de ser som vigtig information for arbejdsgiverne. Og det er det heller ikke. Man skal jo ansættes for sine kompetencer, motivation og personlighed, ikke sine muligheder for at få passet børn. Det jeg tænker er, om det rent faktisk er noget, arbejdsgivere går op i. Jeg gør ikke, når jeg skal ansætte, men jeg ved jo ikke hvad andre prioriterer. Er det noget vi kvinder pådutter os selv? Er det reelt en nødvendighed for at få drømmejobbet? Jeg ved det ikke. Og jeg har heller ingen intentioner om at ringe til min mor hver gang jeg har et sygt barn, for jeg vil også gerne selv passe dem (det vil Kim for øvrigt også. Hans nye arbejdsgiver har dog et begrænset antal barnets syg pr år, så han skal værne lidt om sine dage).
Sidste år var jeg til mit livs værste jobsamtale, og her sagde HR chefen (en kvinde) blandt andet at det var en risiko at ansætte mig, fordi jeg havde små børn. Hun mente, at to barsler tæt på hinanden ville gøre det svært for mig at begynde i et nyt job. Der er jeg så uenig, for tro mig, efter mange måneder hjemme med sutteflasker og børnesange, så var jeg topmotiveret for at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Dog ikke hos hende, så det job trak jeg mig fra. Oh well, der kom jeg lidt ud af en tangent, men dog på et emne, jeg synes er interessant. I de to ansøgninger jeg har sendt, har jeg faktisk skrevet noget omkring det. Det ærgrer mig lidt nu, selvom jeg rent faktisk ikke tror, det gør nogen som helst forskel. Eller det håber jeg i hvert fald ikke.
Så nu vi krydser lige alt vi har endnu en gang og ser for os, at jeg med stort smil på læben underskriver en ny ansættelseskontrakt inden for kort tid…
