Ferieliv

Ny uge, nyt hotel

Så er første uge i Thailand gået. Den er gået stærkt. Jeg følte ellers først, at tiden gik stille og roligt, og vi havde masser af dage at tage af, men pludselig har vi allerede været her en uge. Indtil nu har vi boet på hotel Sunwing Bangtao Beach, hvilket har været skønt. I dag er vi så rykket lidt længere ned ad kysten til Sunwing Kamala Beach, for at få lidt luftforandring den sidste uge af vores ferie. Jeg ved nu ikke hvor meget luftforandring det egentlig bliver, for vi har kun bevæget os 20 minutter væk fra det første hotel. Begge hoteller hedder Sunwing, og værelserne ligner som udgangspunkt hinanden, så dér er der ikke meget nyt at komme efter. Med små børn som rejsemakkere, bevæger vi os ikke så meget ud fra hotellerne, så man kan måske sætte spørgsmålstegn ved behovet for at bo to forskellige steder, når vores opfindsomhed ikke rækker til store forandringer. Men jeg vil vove at påstå, at det alligevel giver god mening, for vi var alle sammen klar til at der skulle ske lidt nyt. – også selvom det så bare er en ny pool (eller mange nye pools!), ny restaurant og ny legeplads. 

Så nu hvor vi er ved at være landet i Kamala Beach, glæder vi os til endnu en uge i varmen. Og når vi har været her et par dage, skal jeg forsøge at kloge mig lidt på forskellen på de to hoteller og lidt plusser og minusser for hvert sted. 

Leave a Reply