Langsomme strikkerier
Jeg er i gang! Men det går godt nok langsomt, det der strikkeri. Som jeg skrev i mine indlæg omkring planer og drømme for 2019, så vil jeg gerne komme igang med at strikke. Jeg har strikke lidt tidligere, men med garn i adventsgave fra Kim, er jeg emu kommet igang med at strikke min første sweater – til mig! Jeg synes selv, jeg har unge de basis strikketricks, men alligevel går det langsomt med at komme fremad med projektet. Det er der to årsager til:
- TID. Tid til egne projekter er ikke det man har mest af som småbørnsmor, og det mærker jeg tydeligt. Dagene går hurtigt, og for tiden (når vi er derhjemme) tager det sin tid, at putte Viggo-prutten. Så når der endelig er ro, køkkenet er ryddet efter aftensmad, og madpakker er smurt og tasker pakket til dagen efter, så er der sjældent meget tid før sengen kalder. Jeg er blevet bedre til at bruge denne voksentid til at strikke, men med max en times pr aften, så tager det sin tid at komme fremad. Men jeg prøver det bedste jeg kan at udnytte den tid der er. Derfor har jeg faktisk også taget strikketøj med til Thailand, og sidder i 33 grader og stikker med varmt uldgarn, når vi holder pause fra poolen. Forår og sommer er lige om hjørnet, og hos os, betyder det også udeliv og havesysler. Og det kommer til at koste på strikkekontoen. Men det er ok, for det har jeg hele tiden vidst – og prioriteret.
- KONCENTRATION. Min anden udfordring i strikkeprojektet er min koncentration. For at få så meget som muligt ud af min mig-tid, ender jeg ofte med at multitaske. Jeg ser bl.s. tv eller hører lydbog mens jeg strikker, og det gør at jeg nogle gange mister fokus lidt. Det giver lidt problemer, når der skal tages masker ud (jeps jeg lærer og lærer) og det medfører altså nogle sjuskefejl. Og når de kommer er jeg ikke altid dygtig nok til at fikse det på en nem måde, så det betyder, at der skal strikkes tilbage og laves om. Det tager altså noget tid, og kræver overskud for at holde ved. Så nogle gange betyder det en pause til strikkeriet en gang imellem.
Jeg er glad for at være igang. Og jeg er stolt af at jeg hele tiden lærer, og kommer videre med mine projekter, så jeg skal også nok nå i mål med min allerførste striktrøje. Lad os håbe det bliver i år 🙂