Ferieliv

Glade elefanter og glade børn

I går var vi på besøg hos Green Elephant Sanctuary Park Phuket. Det er et sted, hvor de redder elefanter, der har været udnyttet eller har levet under dårlige forhold. Ofte i turismens navn, men også til at udføre hårdt arbejde.

Jeg har for 11 år siden reddet på elefanter i Thailand. Det var i bedste tro, men har efterfølgende haft mega dårlig samvittighed over det, nu hvor man ved meget mere om hvordan elefanter behandles i turismens navn. Derfor er det også dejligt at se, at der er nogen der gør noget ved problemet, selvom det er en meget sej kamp. 

Nå, men vi blev hentet tidligt i går morges og kørte ca. 25 minutter væk til det elefant sanctuary, som vi havde valgt. Her har de 13 elefanter, som vi fik lov til at fodre, og senere bade sammen med. De går frit omkring uden kæder, og der rides ikke på dem. Hver elefant har en ejer, som er som et familiemedlem for dem, og denne ejer og deres familier bor på reservatet og er tæt på elefanterne hele tiden. Elefanterne er i hver sin store indhegning om natten, men ellers er de ude i det fri. 

Jeg kan ikke 100% vide, at elefanterne har det godt her. Og jeg ved heller ikke, om det er godt for dem, at blive fodret af turister, så det kan jo være at jeg om 11 år igen har dårlig samvittighed over mine handlinger. Men jeg håber de har det godt der, det så i hvert fald sådan ud. Og jeg håber, at det beløb vi har betalt for at være på besøg, går til at redde flere elefanter. For os var det i hvert fald en rigtig god oplevelse at møde elefanterne, og se dem i gode omgivelser. Børnene, der først var lidt tilbageholdende, var også meget begejstrede for oplevelsen. Så vildt for dem (og os) at komme så tæt på de store, fantastiske dyr. Klart en anbefaling herfra, med håbet om at flere elefanter slipper for at være lænkede, slæbe rundt på turister, eller leve under kummerlige forhold. 

ps. der er vist en del elefant sanctuaries i Thailand, og jeg kan læse mig til, at der er nogle, der måske ikke har helt noble hensigter. vi besøgte dette, som så ud til at være reelt, og vi kørte derfra med en god følelse i maven.

Leave a Reply