Mere liv i hønsegården
Jeg har længe ønsket mig flere høns i hønsegården. For mig er det bare en fantastisk del af vores drøm her på vores husmandssted. Det giver liv omkring os – og så giver det æg i massevis. Det gør mig helt seriøst glad hver eneste gang jeg går ned til hønsehuset og henter de gaver, damerne har lagt til mig. Hver dag! Æg i massevis i mange skønne nuancer.
Det er bare den fineste cyklus i selvforsyningslivet. Vi giver hønsene vores madrester (grønt og brød), og de tager også gladeligt imod ukrudt og græsafklip fra haven, som vi gerne vil af med. Til gengæld får vi æg som tak. Og vi får mindsanten også hønsemøg, som vi kan bruge til gødning i køkkenhaven, hvor vi dyrker lækre grøntsager. Og sådan går det hele så i ring, for hønsene får jo resterne fra netop de grøntsager. Freaking fantastisk! Det er en fed måde at lære børnene hvordan naturen hænger sammen og har manden kommer fra. Og for det meste synes de også det er hyggeligt at fodre hønsene og være med til at samle æg ind. De vil i hvertfald (heldigvis) meget gerne være med til at spise dem 🙂
Og jeg er blevet så vild med det, og især de lækre æg, som andre også er blevet vilde med, at vi nu igen har udvidet hønseflokken med 5 nye damer: Rita, Sif, Sofie, Augusta og Blop. De sidste to er navngivet af to af mine kollegaers børn, resten har Molly (og jeg) klaret. Alle de nye høns er Grünlegger høns, så de kommer til at sørger for endnu flere turkise og let grønlige indslag i æggekarusellen.
Med de nye damers indtog, er der fuldt booket i hønsehuset, så hvis der skal endnu flere høns til, kræver det et nyt hus eller en tilbygning. Det bliver nok ikke lige foreløbigt. Men jeg skal ikke lægge skjule på, at jeg gerne vil have flere høns: jeg vil have flere racer, der bl.a. lægger mørkebruge, olivengrønne og helt hvide æg. Og vi har en stor drøm om at udruge kyllinger som vi løbende kan slagte så vi hverken skal købe tarvelige billige kyllinger i supermarkedet, eller betale i dyre domme for de lækre økologiske nogle af slagsen. Vi vil kunne hente en kylling i fryseren, som vi VED har haft et godt hønseliv, og som har spist lækre madrester i hyggelige omgivelser. Det sker forhåbentlig en dag. Når mange af de andre projekter på listen er klaret.
Indtil videre “nøjes” jeg bare med at nyde de høns vi har og smile hver gang jeg henter æg.