Næsten klar til ny hverdag

I 2 1/2 måned har jeg arbejdet fra min lille kontorplads, der deler rum med børnenes legeværelse. Først var jeg træt af det, altså hjemsendelsen. Nok især fordi jeg skulle passe fuldtidsarbejde, være fuldtids hjemmepasser, være en tilstedeværende mor og en god hustru. Og finde bare lidt tid til mig selv. Det var nogle hårde uger. 

Men vi fandt ud af det. Og efter børnene kom tilbage til børnehaven fandt vi en rigtig god rytme i vores hverdag. Jo, jeg fik en ny rolle på job undervejs og havde tre uger med virkelig meget arbejde og stress, men ellers fungerede (fungerer) det. Både Kim og jeg har vænnet os til det, og vi nyder det faktisk. For det giver enormt meget ro i hverdagen. Vi skal ikke bruge tid på transport, hvilket viser sig st være en kæmpe gave. Vi har ikke det samme pres om morgenen med at få alle mand ud af døren til tiden. Og så drøne hjem fra job for at hente. Vi kan være fleksible. Jeg kan arbejde før børnene står op. Og igen når de er puttet og dermed have mere tid med dem om eftermiddagen. Jeg kan sætte en vask over eller tømme opvaskeren når jeg lige har brug for 4 minutters pause fra skærm og headset. Det sparer tid i weekenden og om aftenen. 

I tillæg skal jeg ikke bruge tid om morgenen på at gøre mig klar, på samme måde som til dage på kontoret. Man kan sagtens holde telefonmøder eller skrive strategi i hyggetøj og med lettere fedtet hår! Det sparer virkelig meget tid. Det er fedt. og jeg er vild med tid der er sparet. 

Men i morgen skal jeg igen tilbage på job. Og jeg glæder mig helt enormt til st se mine kollegaer! Til at sparre om opgaver. Dele frustrationer og sejre. Til snak om alt muligt andet over en kop kaffe. Følelsen af at komme ud af huset. Og nok især også følelsen af at have fri når jeg kører hjem. For det håber jeg st jeg kan overholde. 

Det bliver godt at komme tilbage. Men jeg er samtidig også ærgerlig. Jeg er ikke mentalt helt klar endnu. Jeg er blevet vild med min hjemmearbjdsrytme og frihed. Og jeg vil helst ikke slippe den endnu. 

Jeg kommer derfor nok også til st lave en kombi. Altså 1-2 dage om ugen kommer nok, så vidt det er muligt, til at foregå hjemmefra. Det viser sig nemlig også at jeg – på nogle opgaver – er meget mere effektiv derhjemme. Der er MANGE forstyrrelser i et fælleskontor på en arbejdsplads. Nogle af dem er jeg vilde med, men jeg har samtidig svært ved at lukke af, så jeg bliver ofte trukket væk fra den opgave og tankevirksomhed jeg havde gang i. Det er meget ineffektivt! Så dage med koncentrationsopgaver eller dage med mange telefonmøder, kan med stor fordel afholdes på hjemmekontoret. Eller i sofaen – eller på terrassen – for lidt afveksling. 

Jeg ved, at jeg ikke er unik på dette punkt. Jeg tror faktisk mange af os fremadrettet vil komme til at lave en kombi mellem ny og gammel hverdag, der hvor det er muligt. Jeg har talt med mange, og læst mange artikler, indlæg mv. om den nye hverdag medarbejdere og virksomheder har fået øjnene op for. Jeg tror vi har lært meget om produktivitet, om tid, frihed, behov, fleksibilitet og vores værdier. Og jeg tror det sætter et kæmpe fingeraftryk på arbejdslivet i den kommende tid. Noget af det vidste jeg allerede inden corona: fleksibilitet er mere værd end høj løn (altså til en hvis grænse, ik) Jeg kan være mere effektiv derhjemme. Sparet transporttid er guld værd. Men jeg har også taget noget med mig: Ro i hverdagen er vigtig både for mig og børnene. Og Kim. Jeg har brug for det sociale på arbejdspladsen (det vidste jeg godt), men jeg har opdaget at jeg ikke føler mig ensom, når jeg er derhjemme. Jeg skal øve mig i at prioritere mig-tid og ikke lade mailboks og to-do lister stresse mig. 

Corona og hjemsendelse har sat mange tanker og følelser igang hos mig. Jeg er ikke i mål med særligt mange af dem, men jeg ved at jeg ser mange ting lidt anderledes nu. Og dermed bliver mine prioriteringer også rettet til. Jeg kæmper stadig med spørgsmålet om hvad det helt rigtige – eller mest rigtige – er for mig. Måske finder jeg svaret. Eller måske tør jeg vælge det svar jeg nok godt ved hvad er. Det er en en proces. Og den tager nok noget tid. Så møder ind på kontoret i morgen med smil på læben og maven fyldt med forventningens glæde om gensyn med mine kolleger. Og så falder alt andet nok på plads.  

En dag.