Når man vil meget…

men ikke kan alt!!

Åh der er meget jeg – og vi – gerne vil. Virkelig meget. Og der er meget vi skal. Og en del vi bør. Det sjoveste er helt klart drømmene, men vi slipper ikke helt for pligterne, selvom nogle ting jo godt kan nedprioriteres. Og det er nok her udfordringen ligger. Især for to drømmere, der tror de har 30 timer i døgnet. Og superkræfter. Vi vil rigtig meget…

Vi vil gerne være selvforsynende med grøntsager, frugt, blomster, æg og honning, og vi vil gerne udnytte og udvide både frugtlund og skov. Jeg vil anlægge cottagehave, rododendronbed, skovhave og solsikkemark samt vedligeholde vores blomstereng. Vi drømmer om at anlægge 160 m2 terrasse (eller måske starte lidt mindre), bygge et hyggeligt orangeri og tilføje et vindfang til tøj og sko. Vi bør vaske alle vinduer lidt oftere. Jeg vil gerne indrette et hyggeligt hjem, der passer perfekt til os og vores liv og stil. Vi skal ordne vasketøj og rengøre huset. Vi synes det kunne være fantastisk at opdrætte slagtekyllinger og måske have får, klappekalve og uldgrise. Jeg vil strikke, læse og lytte. Vi skal smøre madpakker. Vi drømmer om at anlægge en badesø og bygge en ekstra terrasse med pergola i baghaven, hvor vi kan nyde aftensolen. Vi skal slå græs, og vi bør luge ukrudt og beskære træer og buske. Jeg vil blogge endnu mere. Vi skal muge ud hos hønsene og sørge for de får mad. Vi vil udvide børnenes udendørs legeområde og lave hyggeområde i troldeskoven. Jeg vil løbe, træne, meditere og dyrke toga. Vi vil leve sundt. Jeg vil bage, sylte, henkoge og Kim vil lave lækker mad, chilisauce og producere egne pølser.

Vi vil have gæster på besøg så ofte som muligt. Vi skal købe ind og lave mad. Vi fantaserer om at købe nabomarken på ca 5 ha, og lave et stort naturområde. Jeg vil dygtiggøre mig på mange forskellige områder, lade mig inspirere, suge viden til mig og tage på kurser og lære nyt. Vi skal aflevere børn i børnehave – og hente dem igen. Vi vil rejse. Vi skal klippe ret meget hæk. Jeg vil ned i tempo og være landbokone. Vi skal lave legeaftaler, deltage i forældremøder og køre til gymnastik. Jeg vil være en god datter, søster og moster. Vi drømmer om at få en vejbod, hvor vi kan sælge lækkerier fra vores have til de lokale, der også drømmer om kortere transport for deres grøntsager. Vi vil lave om i huset. Jeg vil fokusere på mig-tid. Jeg vil male alle vinduerne indenfor samt trappen til første sal. Vi vil opleve danmark. Vi vil slappe af. Jeg vil være en god hustru og en kærlig og nærværende mor.

Jeg – og vi – vil meget, og vi går ikke ned på planer og drømme. Men vi kan ikke alt. Ikke på én gang i hvert fald, og ikke i samme takt som vi drømmer drømmene og lægger planerne. Og derfor skal jeg øve mig i at prioritere. Og acceptere at jeg ikke kan gøre alt 120%. Faktisk kan jeg ikke gøre alt 100% eller endda 75%. Og når man er mig, kan det være en svær øvelse. 

Der er INGEN tvivl om at det vigtigste, det der slår alt andet, er min lille familie. At være mor er det vildeste privilegie og den største gave. Men også min største opgave. At være hustru til Kim er det bedste, og noget jeg skal sørge for, at jeg altid bliver ved med at være (altså gift med ham). Og en relation jeg skal prioritere. Som vi skal prioritere – og derfor også altid arbejde på. Så øverste plads på prioriteringslisten er fast. Og det vil den altid være. Men hvad så med alt det andet? Hvad skal jeg vælge fra? Hvad skal jeg vælge fra for nu og vende tilbage til senere? Hvad giver mest glæde, mening og energi? Hvad SKAL jeg gøre, hvad BØR jeg gøre og hvad DRØMMER jeg om at gøre? Hvad gider jeg egenligt, ikke når jeg mærker rigtigt efter, og hvad behøver jeg faktisk ikke gøre (så tit)? Når man er tænke- og følemenneske som jeg er, kan de spørgsmål fylde rigtig meget. Og når man er drømmere som vi er, kan det være svært at vælge noget fra. Men hverken økonomi, tid eller energi rækker til det hele, så noget skal der jo prioriteres. Og her kommer vi nok begge lidt til kort. For det er altså irriterende at skulle vælge noget fra. Men jeg er ikke i tvivl om at det er en øvelse, der skal gennemføres for ellers mister jeg mig selv til stress, frustrationer og manglende tid til bare at være mig. Og være os. Sammen uden at skulle nå noget hele tiden. Vi når i mål med en masse, vi lader andet ligge (og vente), og vi øver os hele tiden. Og det er jo det vi lærer vores børn: vil man være god til noget, kræver det rigtig meget øvelse!