Klar, parat, panik!
Det er nu mere end 4 måneder siden at jeg “gik live” med min nye lille drøm og opstart af egen virksomhed. Og drømmen er ikke i sig selv at starte min virksomhed, men at tage kontrol over mit arbejdsliv, at arbejde på den måde, hvor jeg finder glæde, ro og styrke, og samtidig føler at jeg får lov til at bruge mine kompetencer og hjælpe andre. Det lyder jo helt perfekt, ik? So go do!
Men jeg gik ikke ud og gjorde (det lyder fjollet oversat, men I ved hvad jeg mener) i hvert fald ikke sådan ægte. Jeg lavede opslag på LinkedIn og svarede på lykønskninger. Jeg deltog i netværksmøder og fandt (indtil videre) ét godt netværk, der passer til mig, mine ønsker og stil. Jeg talte med mennesker, opdaterede hjemmeside, lavede flyer, visitkort und alles. Og så gik jeg i stå. Jeg var ikke bange (på det tidspunkt) men jeg var træt. Og jeg havde mit fokus et andet sted, nemlig min have. Min have er mit helle og rolige sted, og den var blevet forsømt på grund af virksomhedsopstart. Klart nok, for man kan ikke alt, selvom jeg nogle gange tror at lige præcis jeg god kan. Så jeg satte virksomhed på lavt blus og brugte nogle måneder på at få haven på vej mod noget der minder om rette køl. Jeg fik nogle af de ting jeg ønskede til at gro, og jeg har nydt det. Og været frustreret over alt det der ikke blev, men mest af alt har jeg fundet tiltrængt ro i mit hoved og min mavefornemmelse. Jeg gav mig selv lov til at bruge sommeren i haven, og så komme tilbage på sporet til august.
Og nu er det august, og sporet som jeg skal tilbage på ligger lige foran mig. Men hold nu op hvor går det langsomt med at komme ind på det der spor. Jeg er gået i stå eller måske mere end det, for som Line Jensens fantastiske plakat siger “jeg går i panik, er der nogen der skal have noget med?” Sådan har jeg det faktisk. I hvert fald nogle dage. Jeg er så bange for ikke at lykkes. Jeg er bange for nederlag, bange for at skuffe dem der er tættest på mig, bange for nogle kan sige at det kunne jeg selvfølgelig ikke klare. Jeg er bange for at drømmen brister og jeg skal finde en ny vej. Og det lammer mig.
Men heldigvis er der også dage hvor jeg er fuld af selvtillid, arbejdsiver og tro på det gode. For jeg ved at jeg er dygtig til det jeg laver. Og jeg ved at der er stort behov for det, og at det behov faktisk er i mit nærområde. og længere væk. Og de dage er jeg fuld af arbejdsiver og lyst til at give den gas. Jeg lavede følgende story på IG i sidste uge som meget godt beskriver min indre kamp/rejse:
Mulighederne er store, og de venter bare på mig. Det ved jeg og det tror jeg ægte på. Jeg glemmer det bare nogle gange. Og på de dage har jeg brug for noget hep, så send mig gerne lige det hvis du har lidt i overskud. Tak
