Ferietræthed
“Jeg vil IKKE bade i dag!” Det var Mollys udmelding fra morgenstunden i dag, da vi alle lå med hver sin skærm i sengen og tog os sammen til at gå ned og spise morgenmad. Og sådan har stemningen faktisk til tider været – hos alle – de sidste par dage. Det er noget af en modsætning til den første uge, hvor vi børnenes første ord hver morgen var “Vi vil bade!”
Men vi må indse, at vi er nået til det punkt, hvor feriens nyhedsværdi er forsvundet, og de 33 graders varme og bagende sol, er ved at være for meget for os. Især børnene. Jeg tager stadig gerne en time eller halvanden på solsengen ved poolen om formiddagen, mens børnene og Kim holder sig i værelsets airconditionerede luksus med iPads, puslespil og malebøger.
Det er en smule forkælet, at være træt af ferie, er det ikke? Og vi er faktisk heller ikke trætte af ferie, vi er bare ikke lige så ivrige efter badning og frugtdrinks, som vi var til at starte med. Nu handler det nok bare lidt mere om afslapning og samvær. Det er altså også ret vigtigt.
Men vi skal heller ikke spilde dyrebar ferietid i Thailand på et koldt hotelværelse, så vi kommer selvfølgelig også ud. Og når man først er i poolen, eller når moster køber is, så er der store smil hos alle! Og for at sikre, at vi ikke bliver alt for sløve de sidste par dage, har vi lavet nogle planer de for at få os lidt ud af hotellet de kommende dage. I går var vi på et lokalt marked, i aften skal vi ind til Kamala by (hvis der altså er noget by at komme efter) og mandag skal vi ud og besøge et sted, der redder de stakkels elefanter, der bliver brugt på grummeste vis i turismens navn hernede. Det glæder jeg mig faktisk ret meget til, og det bliver også spændende for børnene at se.
Så selvom Molly siger hun savner sin børnehave, og vi andre er ved at have fået nok af buffet og børneshows, så nyder vi altså stadig ferien ret så meget!