Årets store projekt

Vi har mange projekter på to-do listen og i drømmebogen igen i år, men et helt specielt projekt er nu kommet op i toppen af prioriteringen. Det er et projekt, jeg har glædet mig til – og plaget om, og surmulet over (jeg kan lige så godt være ærlig) – lige siden vi flyttede ind i vores hus for 5 år siden: Vi bygger endelig en entré, et indgangsparti, et vindfang, hvad end du vil kalde det til huset. Og det er tiltrængt.

Jeg ved ikke helt hvad der var plan og tanker, da de forrige ejere byggede huset i 1994. Egentlig renoverede de en gammel landejendom, men det er vist ikke andet end grundplan (inklusiv. Stald) og en yder mur der er tilbage af det gamle hus. Så de kunne planlægge indretningen mere eller mindre som de ville. Og de lavede en hovedindgang med tilhørende entré og tilstødende bryggers og vaskerum på den ene side af huset. En rigtig fin entré med al den plads vi skal bruge. MEN, af ukendte årsager valgte de på et tidspunkt, at bygge en garage, og flyttede dermed indkørslen til den anden side af huset. De byggede et delvist åbent vindfang mellem hus og garage, så det er meget naturligt, at man bruger indgangen på den side, når man skal ind i huset. Ulempen er bare, at man går direkte ind i vores køkken når man bruger den dør. Og det gør vi -og alle vores gæster – hver ENESTE gang vi skal ind i huset. På trods af gode intentioner, så går vi aldrig hele vejen rundt om huset for at gå ind af den originale hoveddør.

Jeg har forsøgt at være i det, men det giver rod, fordi man automatisk stiller sine sko lige inden for døren, og både børn og voksne kommer også løbende til at lægge deres jakker diverse steder i køkkenet, fordi det ikke er intuitivt at gå gennem køkkenet for at komme af med overtøjet. Og udover rod, så giver det altså også ret meget snavs, jord, sand, balde, græs og alt muligt andet i køkkenet. Enten fordi skoene ligger smidt derude eller fordi man er vadet igennem rummet for at komme ud til entréen. Og selvom jeg har det fint med et vist niveau af kaos, så er det alligevel noget der irriterer mig.

Og nu gør vi noget ved det! Og jeg er så mega glad. Og vi er startet her i påsken, med at rive det meste af det gamle vindfang ned. Tagsten er fjernet og lagt klar til at komme på igen, og væggene er sparket, hamret og savet ned med hjælp fra Viggo den lille arbejdsmand. Planen er, at nuværende fliser skal fjernes, der skal gaves ud og støbes et fundament, og så skal der sættes en ny hoveddør i ud mod indkørslen, en dør ud mod haven, samt vinduer i begge sider for at skabe et lyst rum. Det bliver ikke en ægte tilbygning, men et lukket vindfang, der giver os mulighed for at gå til garagen (hvor der også er fryser og ekstra køleskab) uden at skulle ud i regn og blæst, og det giver os et sted at komme af med sko og overtøj når vi kommer hjem, eller ind fra haven. Det bliver praktisk, men også så fint. Se mine meget primitive tegninger af projektet herunder.

Men først er det det nye vindfang, der er i fokus, og jeg kan næsten ikke være i mig selv af glæde, men jeg er også nødt til at finde min tålmodighed frem, for vi skal lave størstedelen af projektet selv. Vi skal have hjælp fra en tømrer til noget konstruktion ved taget, da udformingen er vores hus er noget speciel, men ellers er det egne hænder og muskler, der skal i sving. Detr betyder, at der kun kan arbejdes når vi har fri. Og vi har jo også en have der har brug for pasning og vanding, børn vi gerne vil være sammen med, og bare alverdens gode planer og projekter. Så det kommer til at tage noget tid at nå i mål, men Kim har lovet at gøre alt hvad han kan, for at det sker inden det bliver efterår. Og det håber jeg på. Jeg vil i hvert fald gøre alt hvad jeg kan for at det sker.

Og så glæder jeg mig til at indrette. Jovist er det et lille rum, der primært skal være praktisk, men derfor kan det jo også godt være smukt og indbydende. Måske fanger jeg ikke helt den rustikke landlige stemning min Pinterest er fuld af, men man kan jo gøre et forsøg. Fantastisk bliver det i hvert fald.