Familieliv

Farvel til 2018 – sikke et år

Så er det 2019. Vildt nok, for det var da lige blevet 2018 (sagde gammel-mor her). Året er i hvert fald gået og det har været noget af et år for vores lille familie. 

Året startede faktisk med, at vi fik solgt vores hus i Rødovre. Det føltes som en lang proces, men det tog kun omkring 3 måneder, fra huset var på nettet, til vi havde en køber på plads. Det betød, at januar gik med at få styr på købet af vores nye hus i Søndersø. Vi havde allerede lavet en betinget aftale med sælger, så det handlede mere om overtagelsesdato, medfølgende inventar og maskiner og lign. Jeg var på det tidspunkt stadig på barsel med Viggo, og min tid gik med at få styr på indmeldelse i børnehave og dagpleje, booking af flyttefirma og nedpakning af et hus, samtidig med at jeg skulle have kvalitetstid med den lille fims, sludre med mødregruppen og få set så mange af vores københavnske venner som muligt. Jeg husker det som en stresset tid, og ikke en ideel barsel, men vi fulgte vores drøm, og dermed var der nogle ting jeg måtte gå på kompromis med. Samtidig var Kim startet nyt job i Skat. Heldigvis kunne han arbejde i København indtil vi skulle flytte, for ellers ville det da virkelig have været stressende. 

1. marts overtog vi endelig huset og det var den bedste følelse. Samme dag havde vi besøg af en håndværker, som nu have ca. 3 uger til at få nogle projekter fuldført, så vi kunne flytte ind lige i tid til påske. Jeg har flyttet meget i mit liv, og jeg er ved at være god til det, men jeg må sige at det er en hel anden oplevelse, når man har to børn man skal underholde og elske. Nedpakning var ikke fedt, og jeg håber virkelig der går lang tid før vi skal flytte igen. 

Efter at have landet i huset, og have holdt påskefrokost i et langt fra indrettet hjem, blev det igen hverdag. For alvor. For at undgå for mange skift for Molly, havde hun fået lov at starte i børnehave 4 måneder tidligere end normalt. Hun var altså kun 2 ½ og med en hård dagplejeopstart i baghovedet, var jeg ret nervøs for hvordan hun ville klare børnehavelivet. Men hun var så glad og så sej, og det tog kun halvanden dag med mor og far som opbakning, før hun var kørt ind. Der var – og er – virkelig nogle fantastiske pædagoger i den børnehave, og de tog sig så godt af vores lille pige. Jeg kunne derfor lettet og stolt, gå videre til næste indkøring, da Viggo 14 dage senere startede i dagpleje. Her var vi også meget heldige, for Anette, som Viggo startede hos, var lige præcis sådan en dejlig og kærlig dagplejer som vi havde håbet på og vores lille fyr havde ikke de store kvaler ved at sige farvel til os, da det blev tid til at være der uden mor og far. 

Og med to børn ”afsat” gik jobjagten for alvor i gang for mig. Det var rat med tid alene, men det var også en hård proces. Jeg ville så gerne i gang igen, og ud af det dagpengesystem jeg nu var blevet en del af. Jeg skrev ansøgninger på livet løs, og kom også til en del samtaler – nogle mere opløftende oplevelser end andre. Og efter to måneder var der bid, og jeg fik job i Gældsstyrelsen i Middelfart. Vi valgte dog, at jeg først skulle starte op efter sommerferien, så vi havde lidt tid sammen herhjemme inden hverdagen for alvor gik i gang. Da jeg i august startede op på job, tog kim nogle ugers barsel, så jeg havde en rolig opstart. Det var fantastisk at være i gang igen, og der var drøn på fra starten, for der skulle bare ansættes mange mennesker. Henover efteråret rejste jeg rundt i Danmark sammen med mine og mødte en masse kandidater. Og efter det var klaret, stod den på onboarding af selv samme mennesker, og igen var jeg ude i landet. Faktisk har jeg boet mere på hotel i de 4 måneder, end jeg har gjort i meget lang tid. I baghovedet havde jeg – og har jeg stadig – en tanke om at skulle videre. Jeg er nemlig ansat i et barselsvikariat, så min ansættelse har en udløbsdato, når vi nærmer os sommeren. Jeg har ladet dette fylde meget – alt for meget – men med den historik jeg har med mig fra mit tidligere job, og knap så gode afslutning på dette, har jeg brug for ro. Det bliver målet for 2019. 

Men i løbet af efteråret skete der også andre ting. Viggos dagplejemor gik på efterløn, og han skulle nu køres ind hos en ny. Anita bor på en bondegård med får og traktorer og alt hvad vores lille gut elsker. Og igen var indkøringen nem, da Viggo er glad, bare der er nogen der gider aktivere ham. Det er så også noget af en opgave, men Anita er så god, og Viggo nærmest jublede hver gang vi kørte ind på gårdspladsen. Det gjorde det meget nemmere for os end vi havde turde håbe på. 

Og så var det pludselig december og julen nærmede sig. Jeg elsker jul, men har i flere år ikke fået prioriteret det så meget som ønsket. Derfor havde jeg store ambitioner i år, som jeg næsten nåede i mål med. Vi fik i hvert fald bagt og hygget og pyntet op, og så må det blive noget der forbedres år for år. For første gang holdt vi jul hjemme hos os selv, en stor drøm for os. Vi havde besøg af Kims mor, mine forældre, min mormor, onkel fætter og kusine. Vi havde en hyggelig aften med god mad, gaver og lidt kaos – lige som det skal være. Juledagene var en blanding af ro og samvær. Vi havde julefrokost for 5 af vores vennepar og huset blev invaderet af 12 voksne og 12 børn og der blev spist burgere, leget og snakket. Nytårsaften havde vi ingen planer og det var helt bevist. Vi ville gerne bare være os 4 herhjemme med god mad og hygge. Jeg har aldrig været god til store nytårsfester, og det endte da også med at vi alle sov inden midnat. Ups, det kan vi vist godt gøre lidt bedre. Men vi fik sagt farvel til 2018, sådan som vi gerne ville, og nu venter vi spændt på at se hvad 2019 bringer… 

Leave a Reply