Dialekt ude af kontrol

Det er noget sjovt noget det dér med dialekter. Jeg synes, det er hyggeligt og fascinerende at vi i et lille land som Danmark kan have så mange, og så forskellige dialægter. Jeg er vild med, at vi ikke lyder ens, og at jeg i mange tilfælde kan lytte mig lidt frem til, hvor folk kommer fra. 

For mit eget vedkommende er det med dialekt noget roderi. Eller bare ude af kontrol – min kontrol. For jeg kan slet ikke styre det, og jeg slår over, som vinden blæser. I dag har jeg f.eks. startet dagen på københavnsk (vestegnsk (?)) da jeg talte med Kim over morgenmaden. Videre til børnehave og dagpleje, hvor jeg nærmer mig mit syngende fynske modersmål, når jeg taler med pædagogerne. Afsted til Middelfart på job, hvor kollegaerne i mit team er en blanding af fynboer og lige-på-den-anden-side-af-broen-jyder, og får mig igennem noget af en sproglig svingdør. Og så må man ikke glemme alle de kollegaer, jeg har rundt om i landet. I dag har jeg f.eks. startet dagen med et møde med driftscentret i Ringkøbing, hvor jeg straks slå over i noget der minder lidt om vestjysk. Jo min mors side af familien stammer fra netop det område, men jeg har aldrig selv boet der, og har intet naturligt tilhørsforhold til hverken sted eller dialekt. Næste møde var med en gruppe ledere fra Middelfart, hvor der både var fynboer og jyder repræsenteret, og dermed også gode svingninger i min dialekt. En hurtig snak med en kollega fra Roskilde, fik mig i en helt anden retning, før jeg sidst på dagen talte med Grenaa. Når jeg taler, har jeg ingen kontrol over min dialekt – heller ikke når jeg prøver, så jeg kan altså ikke sådan rigtigt skifte på kommando. Men jeg kan sagtens høre det undervejs, og en gang imellem prøver jeg at holde det lidt nede, så folk ikke skal tro jeg prøver at imitere dem eller gøre nar. 

Noget jeg tidligere er blevet gjort opmærksom på er, at min dialekt faktisk også skifter når jeg fortæller om ting, jeg har oplevet et bestemt sted. Da jeg læste i Aarhus, oplevede jeg en dag i studiegruppen pludselig at alle sad og fniste af en historie jeg fortalte fra et weekendbesøg på Fyn. De hørte slet ikke min historie, for det viste sig, at jeg var slået over i fynsk, da hændelsen jo havde fundet sted mens jeg netop var i byen for mit modersmål. Det er altså underligt, hvis du spørger mig, men jeg har altid fået at vide at jeg har sprogøre, så måske hænger det sammen med det. Faktisk har jeg også tilegnet mig en meget amerikansk accent, fra dengang jeg boede i USA, som klart skinner igennem når jeg taler engelsk. 

Jeg kan godt se det sjove i det, og jeg tager det aldrig ilde op når folk pointere mine skiftende dialekter. Men jeg kan seriøst ikke gøre for det, og i stedet for, som tidligere, at være irriteret over det, så tager jeg det nu bare som en del af mig; en dialektisk kamæleon om man vil 🙂