Drømme for 2019 – del 2 (to-do listen)
Til et nyt år hører nytårsfortsæt. Dem er jeg en mester i at lave, men måske ikke altid i at følge. Så i år skal det gøres lidt mere simpelt. Dermed ikke sagt, at der ikke er meget jeg gerne vil, men der skal være mere fokus og det skal være overskueligt. Og derfor har jeg også valgt at dele mine (vores) mål for 2019 op i tre kategorier
- De rigtige nytårsfortsæt – ting jeg gerne vil gøre eller ændringer der skal ske i mit liv. Altså det, der er på det mere personlige plan.
- To-do listen– alle de ting vi satser på at få gjort (primært i hus og have) i 2109
- Drømmene – det jeg håber kan komme til at ske, hvad end det er personlige mål, håb for os som familie og de ting i vores hjem, der nok kræver lidt mere tid end der i virkeligheden er. Et der holder mit drømmende jeg kørende på livets lidt mere sure dage.
Der er åbenbart meget der skal ske og drømme i lange baner, så det kommer til at fylde nok til 3 indlæg – her får du nummer to.
I sidste indlæg talte jeg om ro og fordybelse. Og det skal være fokus for mig og for os. Men det betyder ikke, at vi ikke skal lave noget, for det skal vi så absolut. Vi har valgt at flytte til en ejendom, der på trods af at den ikke er specielt gammel, stadig har en del opdateringer og opgraderinger vi gerne vi gerne vil lave. Det bliver ikke alle vi kan prioritere i år, og dermed kommer de først med i det kommende indlæg der handler om drømme. Men nogle ting skal klares i huset i år. Og så har vi virkelig også planer for haven og grunden i år, hvor omfanget stadig ikke er helt fastlagt. Her får I et overblik over nogle af de ting der er på listen pt:
Indenfor er det primære ønske et nyt køkken. Det burde måske stå på drømmelisten, da budgettet ikke er helt på plads endnu, men det er noget vi begge to virkelig gerne vil have, og det er også allerede planlagt i stor stil. Køkken og hvidevarer er valgt, og fjernelse af muret 90’er bue besluttet. Jeg håber det sker i år. Ellers er det småting så som gardiner der skal op, lister der skal sættes på og færdiggørelse af småting. Der er masser af andre husprojekter, men de må på drømme listen.
Og så kommer vi til det der kommer til at fylde mest: udearealerne. Vi skal have høns. Det har jeg glædet mig rigtig meget til, og jeg synes det giver så god mening. De spiser vores grønne rester og leverer lækre æg retur. Win win. Kim har planer om at bygge hønsehus og -gård selv, så med andre projekter i baghovedet tør jeg ikke spå om hvornår det ender med at være færdigt. Planen er forårshøns, jeg håber det holder. Vi købte et tunneldrivhus sidste år, som nu er nede for vinteren, men det skal selvfølgelig op igen. Og så har vi tilføjet til drivhusbeholdningen med et brugt drivhusi glas, de skal sættes op af gavlen på huset. Her skal Kim også på banen med sine handy-man skills, og sikre at vi har et sted ti forspiring, samt nogle enkelte afgrøder tæt på huset. Og når vi taler drivhus taler vi også grøntsager. Og flere af dem end sidste år. Både i drivhus, men især på friland. Jeg har bl.a. givet Kim frø i julegave og jeg er i gang med at researche vintergrøntsager, så vi kan holde selvforsyningen gående længe. Vi prøver at gå efter afgrøder, der er forholdsvis nemme at dyrke, og som giver mening for os at have i hverdagen. Sidste år var en succes, og her tog vi en forsigtig start. I år er vi mere ambitiøse, og jeg glæder mig til at høste en masse lækkerier senere på året. Det er noget, der helt sikkert kommer mere om på bloggen.
Et sted vi ikke havde succes sidste år var vores planlagte blomstereng. Vi spredte frø på et areal over 100 m2, men da vi gjorde det, gik der rigtig lang tid hvor det ikke regnede, og vi dik derfor kun 4-5 blomster ud af det. Ikke meget blomstereng over det. Men det skal gå bedre i år. Vi vil gerne tiltrække bier og sommerfugle og vi vil gerne kunne sidde i køkkenet og se ud over en mark fyldt med blomster i alverdens farver. Og vi skal ikke kun have ”vilde” blomster. Der kommer også lidt mere fokus på haveblomster, som både skal have en del plads i køkkenhaven/marken og flere steder i den rigtige have. Det er nok mit projekt og jeg synes det er så hyggeligt. Faktisk har vi allerede været i gang og satte i efteråret ca. 500 blomsterløg, som forhåbentlig giver en masse smukke blomster til foråret.
Vi skal også længere ned på grunden, faktisk helt ned til skoven, hvor der både skal ryddes lidt ud i nogle buskadser og gøres plads ved vores lille overdækkede hyggeområde. Og så skal der plantes flere træer. En del faktisk, for vi vil gerne udvide skoven en lille smule. Det er en lang proces, så vi kan lige så godt starte nu. Vi skal plante grantræer, så vi forhåbentlig på et tidspunkt kan fælde juletræer i baghaven. Kim har købt frø hjem fra USA, som vi skal have set på, og så skal der sættes en del andre træer. Der skal også fældes og laves brændetil de kommende vintre. Og hvis jeg kan nå det, får jeg forhåbentlig en del brænderester, som jeg kan bruge til at lave en havegangi køkkenhaven som jeg går og drømmer om.
Der skal også sættes et par nye træer i haven, for at have noget pænt at se på i stedet for nogle meget kedelige buske, der er her nu. Udover det, er der så alt det almindelige havearbejde med beskæring osv.
Kedeligt bliver det ikke, men forhåbentlig bliver det flot. Meget af dette er noget der kommer til at foregå over mange år, men i år sætter vi i gang, og det glæder jeg mig til. Det er jo en af de primære grunde til at vi har valgt at bo her.