Knæproblemer og tålmodighedstest

Det er ikke meget jeg kommer ud for tiden. Og nogle dage har jeg lidt (meget) svært ved det. Mit knæ er i skinne, kan ikke rigtig bøjes og skal gerne have en masse pauser i løbet af dagen. Jeg må ikke køre bil, jeg kan ikke gå specielt langt, så jeg er faktisk fanget i mit eget hus. Altså sådan lidt dramatisk sagt. Og lidt drama kan man vel altid få ud af mig… 

I sommers tog jeg en fridag, hvor jeg brugte noget tid i haven. På et tidspunkt sad jeg på hug for at rette på rækkevidden på strålerne på havevanderen, og for at undgå at blive våd (som åbenbart er skrækkeligt) lavede en, i mit hoved, hurtig exit fra farezonen. Jeg tror kort sagt, at jeg er lid parkouragtig og at jeg med mine bedste ninjamoves kan komme uhørt hurtigt væk fra vandstrålerne. Virkeligheden er dog en anden, og min form og manglende hurtighed laver mit såkaldte ninjamove om til et vrid i knæet, der så på smertefuld vis låser sig fast. Så der, mens jeg bliver vandet på lige fod med gulerødderne, skal jeg mande mig op til at strække knæet ud i en meget smertefuldt og ulidelig bevægelse. Jeps drama mangler der ikke i den beskrivelse, men det gjorde faktisk stjerneondt, med tårer, kvalme og hele molevitten. Og senere også en ømt og hævet knæ. Og dommen fra lægevagten: et forstuvet knæ der skal hvile. 

Det dramatisk setup gentog sig i lidt andre klæder flere gange i løbet af sommeren, først ved en hoppeborg hvor jeg måtte på hug for at give Viggo sko på, og senere i vejkanten hvor jeg bukkede mig for at samle min tabte skål nyplukkede brombær op. Sidstnævnte episode fik åbenbart rodet godt og grundigt med knæet, så den hævelse, der de andre gange er forsvundet efter en dag eller to, så ud til at blive hængende – og det samme gjorde smerterne, og frygten for at sidde på hyg blev stor. Derfor var jeg også et smut ved lægen, og takket være sundhedsforsikring, kom jeg hurtigt videre til en ortopædkirurg, der hurtigt afgav dommen: skadet menisk. Egentlig tror jeg, at det er noget der går way back til min tid som fodboldspiller, for jeg mindes episoder med låst knæ flere år tilbage, men det er åbenbart nu, at det er sprunget ud i fuldt flor. Anyways, kirurgen dømte kikkertoperation, men dog først en scanning, som igen takket være sundhedsforsikring, kom i hus dagen efter. Scanningen viste dog, at skades sad et uheldigt sted, og dermed skulle operationen foregå under fuld bedøvelse på OUH. Her gik det faktisk også overraskende hurtigt med at få tid til både tjek og operation, og pludselig måtte jeg meddele min chef, at jeg nok lige ville være væk en uges tid.

Inden operationen fortalte den søde og kompetente kirurg mig, at jeg skulle forvente sygemelding i op til 5 dage. De skulle klippe et lille stykke menisk af, g efter lidt ro ville jeg være klar igen. Der var dog ca 1% chance for en lidt anden løsning, som ville medføre at jeg ville vågne op med skinne på knæet. Han var dog ret sikker på at det ikke ville ske.

Nå men dagen for operationen oprandt, og efter vi fik fastslået at det var højre knæ der skulle opereres (og ikke venstre som der stod i papirerne!) blev jeg bedøvet af nogle meget søde mennesker, og jeg faldt helt roligt i søvn. Jeg følte at jeg blot havde haft lukket øjnene, da de vækkede mig igen, og som det allerførste fangede mit blik noget på mit knæ: en skinne. Det betød faktisk, at min menisk kunne sys sammen i stedet for at blive klippet i, og det er rigtig godt for mit knæ i længden. Det eneste jeg dog kunne tænke på var at jeg nu ville gå glip af skiferie. Igen. Og så selvfølgelig den lille detalje at skinnen skal være på i 6 uger, hvor jeg ingenting kan!

• 

• 

• 

• 

Så nu sidder jeg herhjemme og kæmper med en skinne der begrænser tøjudvalget ret så meget, der minimerer min søvn, og generelt bare driller mig lidt. Den største test er dog for min tålmodighed, fr hold nu op hvor er det irriterende at være så megt sat ud af spil. Jeg kan selvfølgelig en masse, men når jeg ikke kan køre bil, kan jeg ikke hente og aflevere børn, jeg kan ikke handle, jeg kan ikke selv køre til job (tak mor og far som er chauffører her en gang om ugen) og jeg kan ikke selv køre til genoptræning (tak skattekroner og flextrafik). I disse 6 uger arbejder jeg så vidt muligt hjemmefra, som man jo sagtens kan med sådan et kontorjob som mit. Det er helt ok, og jeg får (næsten) taget de pauser jeg skal omløbet af dagen,. Men det er nu altså også ret ensomt at være alene hjemme, med hønsene som eneste selskab. Og når jeg sidder her med benet oppe g ser på alle de ting jeg helt vildt gerne vil gå i gang med, så bliver jeg altså testet. Jeg vil gerne rose mig selv for, indtil videre, at have taget det nogenlunde pænt. Jeg havde faktisk troet at jeg ville have været endnu mere ulidelig at være sammen med end jeg er, men jeg er tre så heldig at være utrolig godt gift, med en mand der bare tager sig af alt det jeg ikke kan. Jeg tror jeg skylder en god middag.

Og præcis i dag, hvor dette indlæg skrives er jeg over halvvejs i tiden med skinne. Genoptræningen kommer til at vare længere, men om 3 uger minus en dag, kommer skinnen af, og jeg kan igen køre bil. Jeg kommer til at have begrænsninger for benet og jeg skal træne knæ og muskler op i mange måneder, men jeg får trods alt lidt af min frihed og mobilitet tilbage. Og det glæder jeg mig helt vildt meget til.

Og i mellemtiden tager jeg meget gerne imod besøg 😉