Fin fællessang
Jeg er ret vild med hvad det her samfundssind, gør ved vores land. Altså nogle af de positive ting det bringer med sig. Jeg er helt generelt vild med ordet – og konceptet – samfundssind. Og selvom det er hårdt, besværligt, dyrt og har alvorlige konsekvenser at Corona lukker verden ned, så prøver jeg, lige i dette øjeblik i hvert fald, at fokusere på det positive.
Jeg bliver rørt over vores samfundssind. Jeg kunne ikke drømme om at stemme på Mette F., men jeg er stolt over den måde, hun og de folk ved hendes side har håndteret dette. Jeg blev også rørt og stolt da dronningen kom med en opsang om at overholde anbefalingerne. For vi kan ikke være andet bekendt! Så jeg føler at vi står mere sammen end vi gjorde før. I hvert fald de fleste af os.
Så lad mig i dette lille indlæg lige fokusere på en positiv ting, der helt sikkert har fanget mig: fællessang på afstand. Hvor fint er det ikke lige? Og det kommer i mange former lige for tiden hvor vi ikke kan være sammen sådan rigtigt. Det største initiativ er nok fællessang på DR, og jeg blev rørt begge fredage, hvor jeg sad i sofaen og sang med. Det er simpelthen så fint! (Nej jeg forstår ikke dem, der sender videoer ind af sig selv i falske skrål, men det er jo deres måde st vise opbakning på)
En sang har især fanget mig. Jeg har, siden jeg vidste jeg var gravid første gang, sunget for mine børn. Ligget og nusset maven og sunget ind til dem. Efter de er blevet født, har det været min go-to for at berolige dem, og i dag synger vi minimum to sange hver aften ved puttetid og nok flere i løbet af dagen. Jeg synger ikke smukt og heller ikke rent, men det betyder ingenting. Bare vi synger. Én af de sange jeg har sunget, lige fra Molly var et lille frø, er Regnvejrsdag i november. Jeg er vild med den sang. Den har nogle gode budskaber og en fin melodi. Og i fredags var den med i fællessang. Teitur sad med solnedgang i ryggen og gav den skønneste version af min favorit. Jeg er vild med den, med den lidt boblende, vuggende musik og hans dialekt, der på ingen måde gør sangen dårligere. Jeg hører den igen og igen, og jeg vil opfordre dig til at høre med. Og synge med!!
Den (og mange andre fine sange) er her: