Weekend i kagens navn

Om 8 dage er det min fødselsdag. For mig er det årets vigtigste dag (og det burde den være for alle). Børnenes fødselsdage, jul, bryllupsdag mv. er også dage der er vigtige at fejre, men de kommer ikke i nærheden af min fødselsdag. Og den dag skal selvfølgelig fejres. I år er vi dog langt væk på selve dage, på besøg i østens sol og varme. Og så skal det selvfølgelig klares inden vi skal afsted. Og i min familie inviteres alle med til fødselsdag, så med ca 5 afbud kommer der 20 gæster til kagebord på søndag. Vi har droppet boller og andet pjat, så det kun er kage det handler om. Så kan dagen da vist kun blive en succes.

Flere har spurgt, hvordan jeg kan overskue at holde fødselsdag 2 dage før hele familien skal pakkes sammen og med fly til Thailand. Første reaktion var, at det da ikke var noget problem og at de to ikke har indflydelse på hinanden. Men nu fredag aften hvor jeg er ved at planlægge det hele og har 4 kager og en portion cookies på min to-do liste, efterfulgt af rengøring, vasketøj og opstart af feriepakning, så kommer der da lidt farve i kinderne. I morgen bliver ikke en afslappende dag, og jeg ved det godt. For jeg gør det igen og igen. Jeg elsker at invitere. at planlægge og have store armbevægelser. Jeg vil så meget og gøre det så hyggeligt som muligt. Når dagen så nærmer sig, mærker jeg presset, og fortryder næsten at jeg har inviteret. Men også kun næsten, for jeg elsker rent faktisk at have gæster. Og jeg vil gerne gøre det hyggeligt og med masser af lækkerrier. Så nej jeg fortryder ikke, og når kagerne er bagt i morgen, huset er nogenlunde rent, der er dækket bord, og de 20 nærmeste kommer ind af døren, så ved jeg at jeg er glad. Og når dagen er gået, folk er mætte og der er masser af kage tilovers (fordi jeg altid laver for meget), så smiler jeg stort og går træt men tilfreds i seng.

Så kom bare an kage-kaos og søde gæster – jeg er klar. Altså næsten.